April

Fire stærke jordboere

Det er forår, og nu begynder det virkelig at lysne. Vinterens mørke har fortaget sig, og en hel ny række af grøntsager står i kø for at få lov at gro. I denne udgave af Kantinen har vi kigget nærmere på fire løgtyper. Man kan vel nærmest sige, at løgene er forårets pendant til vinterens kål. Tag for dig af retterne, og var det noget med nogle friske ramsløg eller pikante purløg?

 

Hvidløg

kantinen2-15-råvaren-hvidløg

Et lille løg med en stor smag. Vi kender alle hvidløget og dets karakteristiske kraftige smag og lugt. Netop nu kan du få fat i nogle af årets første hvidløg, der på denne tid af året smager helt fantastisk. Vil du have en mild smag af hvidløg, kan du stege nogle fed kort og hurtigt tage dem op igen, inden du steger resten af ingredienserne. Hvidløget, der i mange tusinde år har været kendt for sine helbredende egenskaber, er en af de allermest næringsrige grøntsager med en energifordeling på 81 % kulhydrat, 16 % protein og kun 3 % fedt.

 

Ramsløg

kantinen2-15-råvaren-ramsløg

Kan du dufte det? Ramsløgene står lige nu i fuldt flor i skovbundene. Smagsmæssigt smager ramsløgene, der også bliver kaldt skovens hvidløg, af en mellemting mellem purløg og hvidløg. De krydrede blade, der tilhører liljefamilien, gør sig rigtigt godt i både pestoer og kryddersmør, men du kan også med fordel bruge dem i både salater og supper. Bladene kan holde sig cirka fire dage i køleskab, men du kan også tørre dem og bruge dem senere som krydderi.

 

Forårsløg

kantinen2-15-råvaren-forårsløg

Nattefrosten er forduftet, og det er nu, forårsløgene springer frem. Faktisk er forårsløg bare almindelige løg, men den tidlige høst gør, at de grønne blade er både spiselige og velsmagende. Forårsløgene, der er lidt stærkere end porrer, er fremragende smagsgivere. Brug dem enten rå i salat eller som pynt, eller grill dem og server som tilbehør. Opbevarer du de små løg på køl, holder dig sig friske i cirka en uges tid.

 

Purløg
   kantinen2-15-råvaren-purløg

Den friske pikante duft af purløg kender vi alle. Purløg, der er et af de tidligste forårstegn, er en sand klassiker i køkkenet. Det er nemt at dyrke, og så pifter de friskklippede stængler enhver anretning op. Udover at være godt som pynt, kan du også bruge det i dressinger, eller prøv fx at vende i hytteost med salt og peber og server til en bagt kartoffel, så behøver man næsten ikke mere.