Juni

Smag for salat

Det er sommer, det er sol, og det er salat. Grøntsager og salat står på spring for at blive høstet og anrettet. Og spist, naturligvis. Salat er smagen af sommer og vejen til en sund, men også varieret kost. Salat er ikke bare salat. Nej, salat er en yderst alsidig spise, den kan bruges til forret, til hovedret, som pynt eller tilbehør eller som bærende element i en servering. Faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser. Vi har fundet fire bud på sommerens måske bedste salater. Spørg efter dem hos din cateringgrossist.

Rød Mizuna

Rød Mizuna er en populær japansk bladgrøntsag, der har en fyldig og aromatisk smag lidt hen ad rucola, dog ikke så gennemtrængende. Den røde Mizuna er flot i både salatblandinger og til forretter. Bladene er flotte og savtakkede og kan med fordel afprøves til at pynte fade med eller til anretninger på tallerkener. Rød Mizuna er desuden suveræn som smagsgiver i en sandwich.

Babygrønkål

Babygrønkål har udseende som den klassiske, fuldvoksne grønkål, blot i en mindre variant. Smagen er lidt lettere og mere mild i kålsmagen. De små knasende blade gør sig godt i wokretter, tærter, dampet som tilbehør eller som erstatning for spinat. Babygrønkål er desuden velegnet i salatskålen pyntet med tørret frugt og nødder med en god olie-eddike dressing til. Babygrønkål indeholder en lang række antioxidanter og vitaminer og er desuden rig på fibre.

Ærteskud

Ærteskud er små ærteplanter, der er høstet, når de har en højde på 8-12 cm. Ærteskud er urteagtige i strukturen, og så har de en mild og saftig smag af grønne ærter. Ærteskud er god i salatskålen og til kolde forretter. Desuden pynter de et fad eller en tallerken på smukkeste vis. Server og anret dem på et fad som sunde snacks. 3-4 Ærteskud kan også dampes let eller bruges i wok retter.

Fuglegræs

Fuglegræs er et helt almindeligt forekommende ukrudt i den danske natur. Fuglegræs har en lækker og delikat smag og er en spændende urt/salat, som passer perfekt i det nordiske køkken. Fuglegræs kan bruges i begrænsede mængder i salater, til pesto, som pynt eller tilbehør til kød, suppe eller fisk. Fuglegræs kan føres tilbage til vikingetiden, hvor vikingerne plukkede den og pakkede den ind i dyreskind for at holde den frisk, således at de havde frisk grønt til hele turen.