Oktober

Vildt godt

Sæsonen for vildt er for alvor skudt i gang. Netop nu og gennem vinteren kan vi nyde godt af vildtets luner og kødets karismatiske søde smag både som det bærende element i en servering eller som smagsgiver til de sammenkogte simreretter.

Det meste vildt kan du få fat i ved din slagter, alternativt kan man bestille hele dyr ved jægere, det er ofte billigere men kræver mere arbejde.         

 

Krondyr

krondyr...shutterstock

Krondyret er det største landpattedyr i Danmark og er en sand delikatesse inden for dyrevildt. Opdrættet krondyr er generelt mere mørt i kødet end fritlevende, mens fritlevende krondyr har en mere intens vildtsmag. Kødet er magert og har en fin struktur og kræver derfor mere opmærksomhed under tilberedningen, så det ikke bliver tørt og kedeligt.

 

Muflon

muflon... shutterstock

Mufloner er oprindeligt korsikanske eller sardinske bjergfår, som kendes ved det saftige og karakteristiske kød. Kødet har med sin meget fine struktur en delikat smag, der både har vildtets fylde og den markante milde smag, som vi kender fra kalvekød. Muflonerne findes kun i fritlevende bestande på isolerede øer som Vejrø ved Samsø, Æbelø og Brandsø. En muflon vejer mellem 25-50 kg når den er slagteklar.

 

Hare

hare...shutterstock

Harekød er mørkerødt i farven og har en kraftig vildtsmag. I forhold til dens slægtning kaninen er haren mere krydret i smagen. De mindre harer er mere møre og er derfor velegnede til fx ovnstegning, mens kødet fra de større dyr egner sig bedre til efterårets og vinterens simreretter. Kødet kan også hakkes og bruges til vildtpostej eller -paté. Harens jagttid slutter den 15. december.

 

Agerhøne

agerhøne...shutterstock

Agerhønen er en kompakt lille fugl med meget velsmagende kød, der minder lidt om kylling. Den er især god til ovnstegning, prøv at brune den først på panden i olivenolie og steg den derefter færdigt i ovnen. Agerhønen har en noget kortere jagttid end meget af det andet vildt, den går fra 16. september til 30. november.