Maj

Asparges

Så er sommeren på vej. Allerede fra april har vi kunnet nyde godt af de sødmefyldte grønne og hvide asparges. De hvide er mildere i smagen end de grønne, men begge er de rige på både B- og C-vitamin og indeholder desuden vigtige antioxidanter. Asparges smager allerbedst, lige når de er høstet, derfor er danske asparges helt klart at foretrække. De kan både grilles, dampes, ovnbages, stuves og de grønne kan tilmed spises rå.

Peberrod

En ofte udskældt grøntsag, der dog har mange smagslige fordele. Peberroden har en stærk og frisk smag, så tænk den med fordel mere som et krydderi, når du gør brug af den. Brug den fx som modspil til tunge, fede eller røgede råvarer, fx som creme, så gæsterne kan vælge til og fra efter behag. Peberrod er en sund sag, rig på C-vitaminer og blev allerede i middelalderen brugt lægeligt.

Kørvel

En fin krydret anissmag, det er hvad kørvelen byder dig, når du husker at bruge den nænsomt. Kørvel kan med fordel tilsættes dine retter til sidst, da den, hvis den tilberedes for meget, ellers hurtigt kan miste sin fine smag. Du kan også bruge kørvel som smagsgiver til kryddersmør eller hvorfor ikke en smagfuld dressing eller vinaigrette? Der er mange muligheder med den ofte oversete krydderurt både varmt og koldt.

Fjordrejer

En dansk delikatesse af de helt store, fjordrejerne. De lækre skaldyr gemmer på masser af saft og kraft, og ingen andre steder i verden er kødet så fast som på fjordrejerne i Danmark. Prøv om du kan servere dem friskpillede, for da vil de rigtig imponere fx sammen med asparges eller i salater. Du kan få fjordrejer nu og frem til oktober, så i gang med pillearbejdet og på med fjordrejerne på menukortet.

Nye porrer

I danskernes urtehaver og på menuen ser vi typisk vinterporre, fordi de er nemme at passe og tilberede, og fordi de har en eventyrlig god modstandskraft over for det hårde danske klima. Men af den grund må vi ikke glemme sommerporrerne. Der er ikke noget som de første lækre og sprøde sommerporrer. Du kan kende sommerporrerne på deres lange tynde skaft. Prøv fx de spæde majporrer fintsnittet i salat eller hurtigt vendt på grillen – det smager af sommer!

Lam

Der er mange måder at få lam på. I maj kan vi stadig nyde godt af påskelammene, og stort set alt på lammet kan bruges – for, bag, kølle, skank, culotte, nyre og hjerte. Af samme grund findes der et hav af opskrifter, du kan fx prøve kræfter med langtidsstegt lam, lammepie og selvfølgelig lammekølle. Lammekød er fyldt med protein og mætter derfor godt samtidig med et fedtindhold svarende til kylling.